Det Norske Bibelselskapet

Forkynneren 6

Det er en ulykke som jeg har sett under solen, og som hviler tungt på mennesket:
2 Når Gud gir en mann rikdom og skatter og ære, så han for sin del ikke fattes noget som han attrår, men Gud ikke setter ham i stand til å nyte godt av det, men en fremmed mann får nyte det, så er det tomhet og en ond lidelse.
3 Om en mann får hundre barn og lever i mange år, så tallet på hans levedager blir stort, men hans sjel ikke mettes av det gode, og han heller ikke får nogen jordeferd, da sier jeg: Et ufullbåret foster er bedre faren enn han.
4 For som et intet kom det til verden, og i mørke går det bort, og med mørke blir dets navn skjult,
5 og det har hverken sett eller kjent solen; det har mere ro enn han.
6 Og om han så hadde levd tusen år to ganger, men ikke nytt noget godt -- går ikke alt til ett sted?
7 Alt menneskets strev er for hans munn, og allikevel blir hans attrå aldri tilfredsstilt;
8 for hvad fortrin har den vise fremfor dåren? Hvad fortrin har den fattige som vet å skikke sig blandt de levende?
9 Bedre er det at øinene dveler ved det en har, enn at sjelen farer urolig om; også det er tomhet og jag efter vind.
10 Hvad der er blitt til, er for lenge siden nevnt med navn, [av Gud] og det er kjent hvad et menneske skal bli; han kan ikke gå i rette med den som er sterkere enn han;
11 for der er mange ord som bare øker tomheten -- hvad gagn har mennesket av det?
12 For hvem vet hvad som gagner et menneske i livet, i alle hans tomme levedager, dem han tilbringer som en skygge? For hvem kan si et menneske hvad som skal hende under solen efter hans tid?

Theme Customizer

Theme Styles



Header Colors